Sydamerika - onsdag den 22. februar 2012
Iguazu fra den Brasilianske side
I dag skulle vi have 2. halvleg om Iguazu vandfaldene, idet dagens tur gik til den brasilianske side. Vejret var gråt og lidt kedeligt, men varmen var ikke til at tage fejl af. Et ganske behageligt klima.
Vi spiste morgenmad og var stort set klar, da guiden og chaufføren ankom. Turen til den brasilianske side var en anelse længere og der var nogle papirmæssige formaliteter, der skulle på plads. Dem blev vi dog helt forskånet for, idet guiden tog sig af dem. Så vi kunne sidde stille og rolig i bussen og slappe af imens.
Undervejs mellem Argentina og Brasilien, passerede vi Iguazu floden og guiden fortalte, at ude til venstre, kunne vi se Iguazu floden flyde sammen med Rio Parana floden. På dette sted kunne vi se Argentina på den ene side, Brasilien på den anden og Paraguay for enden.
Efter ca. et kvarters kørsel i Brasilien, ankom vi til nationalparken. Her steg vi ud af bussen og guiden parkerede os ved en souvenirbutik, mens han sørgede for adgangsbilletter til os. Da vi var blevet ført gennem adgangskontrollen, kom vi ud til et område, hvor gæsterne skal med busser videre ind i parken. På den brasilianske side var der ikke lavet togbaner...
Vores lille private bus holdt også klar. De havde en speciel tilladelse til at køre inde i området og mens vi fortsatte, fortalte guiden, at der var strenge krav, der skulle opfyldes, for at man måtte køre inde i området. Og hvis man brød reglerne, fik man advarsel de første par gange og så var det sket med at få adgang, hvis man brød reglerne en 3. gang.
Vi kørte videre i et kvarters tid, til vi nåede et stort hotel, som guiden fortalte, var blevet overtaget af selskabet bag orient ekspressen. De måtte ikke ændre hotellet udenpå men indeni havde de skabt et 5-stjernet hotel.
Straks, da vi steg af bussen, kunne vi høre og se vandfaldene. Det var lidt syret at stige lige ud til vandfaldene...
Turen på den brasilianske side blev noget anderledes end dagen før. Hele formiddagen gik langs en gangsti, der fulgte Iguazu floden op mod vandfaldene. På denne side havde vi et godt overblik over vandfaldene og helt ude til venstre kunne vi se lige ind i Djævlens Gab, som lå et godt stykke foran os.
Det var en meget speciel oplevelse, for efterhånden som vi nærmede os vandfaldene nedefra, blev udsigten bedre og bedre. Vi vandrede ned mod vandet og floden og alligevel blev der ved med at komme steder, hvor der var en enestående udsigt. Der var kun en gangsti og det virkede derfor ikke til, at den brasilianske side havde så meget at byde på men oplevelsen voksede, efterhånden som vi kom nærmere vandfaldene.
Der blev taget mange billeder og vi fortsatte turen i det tempo, der passede os. Guiden holdt sig stille og rolig i baggrunden og sørgede for, at vi alle kom med.
Til sidst nåede vi frem til et punkt, hvor der var en stor gangbro ud i den stor åbning, der udgør U'et i Djævlens Gab. Vi gik faktisk ind midt i gabet. Dog ikke så tæt på, at vi var indhyllet i de tætte vandtåger. Men det var dog sådan, at hvis vinden bar den rigtige vej, så blev folk alligevel godt våde. På dette sted havde vi vandfald mere end 180 grader rundt om os. Det var vildt imponerende. Selv om vi havde kæmpe vandfald rundt/over os, så kunne vi samtidig kigge lige ned i dybet på de vandfald, der udgjorde 2. del af faldene. Sådan noget kan man kun opleve fuldt ud, ved at stå på stedet! Helt vildt!
Og så troede jeg, at turen var slut for i dag men der var et lille ekstranummer, for stisystemet fortsatte hen til de øvre vandfald, så vi stod for enden af Iguazu vandfaldene og kunne næsten røre ved dem. Så foran en var der simpelthen en kæmpemur af store vandfald. Det var helt urealistisk at kigge på. Sikke en afslutning.
Jeg var sakket noget bagud i forhold til de andre. Der skulle jo tages billeder og video, så guiden havde sendt de andre videre og han holdt styr på bagtroppen. Da jeg havde fået nok af det sidste syn, stillede vi os i kø, for at komme med en elevator op til toppen af vandfaldene, hvorfra bussen ventede på os.
Vi var heldige at komme med elevatoren til højre, hvorfra der er fri udsyn til vandfaldene, mens elevatoren kører op. Guiden sagde til mig, at jeg skulle holde mig klar til at tage billeder, mens elevatoren kørte. Så jeg skød løs og det var sandelig en smuk afslutning på dagens tur.
Klokken var kun godt 11, da vi steg ombord i bussen igen, så det var en kort dag i forhold til dagen før. Men vi var igen meget stille, da vi kørte mod den argentinske grænse. Det havde været en flot oplevelse igen i dag. Vejret var stadig gråt men så havde der heller ikke været helt så varmt, som dagen før.
Vi blev sat af ved hotellet. Det var egentlig meningen, at vi skulle betale for den bådtur, som vi havde været på dagen før. Det var ikke en del af vores pakke. Men prisen var 70 dollars pr. mand og så mange penge havde vi ikke. Vi aftalte med chaufføren, at vi kunne betale dagen efter, når vi skulle køres til lufthavnen. I lufthavnen skulle der være en pengeautomat.
Så var der en hel eftermiddag til fri disposition og jeg var bagud med at skrive dagbog, så det gik jeg i gang med. Jeg satte mig ned til receptionen, for her var der gode borde at sidde ved.
Jeg nåede lige at få serveret et køligt glas hvidvin, da Marie dukkede op og proklamerede, at hun havde lånt et par cykler på hotellet, så vi kunne cykle ind til byen Iguazu og se nærmere på den. Vi fik et kort udleveret i receptionen. Et af dem, hvor det hele er fortegnet og det er svært at finde ud af, hvor langt der reelt er.
Men vi satte af på de 2 mountainbikes og vi var snart ude ved den meget trafikerede vej, der kører mod den brasilianske grænse. Det var ikke så behageligt at køre der, men heldigvis skulle vi kun køre nogle få hundrede meter til en rundkørsel, hvor vi var ved starten af byen.
Det fortegnede kort voldte os lidt kvaler. Vi synes vi havde kørt langt inde i byen, for at komme til det, som receptionisten kaldte "downtown". På kortet var vi tæt på, så vi fortsatte et par blokke (i Sydamerika regner man afstande i blokke, idet de fleste byer har gader på langs og tværs - som i Fredericia). Men vi var åbenbart kørt en forkert vej, for pludselig blev vi råbt an af en ung dame, der fortalte os, at vi ikke kunne fortsætte den vej, for så ville vi ende i floden. Hun viste os på vores kort, hvor vi var men hun havde åbenbart ikke styr på at læse kort, for vi fandt hurtigt ud af, at hun havde vist os et forkert sted på kortet.
Men vi fulgte hendes anvisninger og vendte om. Kort efter fik vi selv styr på kortet igen og vi var snart fremme ved downtown - den centrale bydel i Port de Iguazu. Klokken var ved at være godt over middag, så maverne kaldte på frokost. Vi fandt en parilla restaurant, som så indbydende ud. En tjener hjalp os med at parkere cyklerne og snart sad vi med en iskold øl i isspand og ventede på frokosten. Marie havde bestilt en lokal fisk fra Iguazu floden og jeg skulle lige have en enkelt god bøf. Vi skulle til gengæld have rocquefort sauce til.
Vi var næsten de eneste gæster i restauranten. Sikkert fordi klokken alligevel havde sneget sig pænt forbi kl. 14. Maden smagte super. Min bøf var tæt på at være det bedste kød, jeg havde fået på turen. Flot og mørt men måske lige stegt en anelse for meget...
Så havde vi mod på at fortsætte turen og vi kørte direkte ud til punktet for enden af byen. Det var her, at de 3 lande mødes og på alle 3 sider af floderne er der opstillet nogle store sten, der er malet i hvert lands farver. Så vi stod ved den argentinske lyseblå og hvide og kunne spejde over på den brasilianske og paraguayske side.
Solen var efterhånden kommet frem og dermed også varmen. Så vi købte en stor flaske vand, som ret hurtigt blev konsumeret, mens vi kørte ind til byens centrum igen. Det var en fed måde, at opleve en by på, at cykle rundt i den. Vi følte os ikke utrygge i trafikken, for vores erfaring er, at trafikanterne er utrolig hensynsfulde og agtpågivende her.
I midtbyen gik vi på jagt efter en pengeautomat, så vi kunne gå betalt vores gæld til guiden.
Vi fulgte en blok rundt men fandt aldrig nogen guide. Til gengæld dukkede Gitte og Hans op. De sad i en udendørs restaurant og ventede på, at få en taxa tilbage til hotellet. Sådan nogle luksusdyr :D)
De havde også opgivet at finde en pengeautomat. Men Marie og jeg fortsatte hjemad og på vejen stødte vi på en bank. Her var der hele 2 pengeautomater men det lykkedes mig ikke, at få gang i nogen af dem. Jeg kunne fint taste min kode ind og nå frem til, at skulle angive et beløb, jeg ønskede at hæve. Men så var svaret hver gang, at min transaktion ikke kunne gennemføres lige nu.
Selve brugeroplevelsen var ikke særlig god, for det meste stod på spansk. På et tidspunkt skulle jeg vælge kort-forbindelse og det var jeg ikke lige forberedt på. Selv om jeg valgte den eneste, som jeg kunne genkende "Visa Plus", så hjalp det ikke.
Så vi opgav og så måtte vi klare vores økonomiske mellemværende med vores guide, når vi kom i lufthavnen.
Vi kørte tilbage til hotellet. Det var ikke så langt og vi havde nok kørt ca. 12-14 km. i alt på cyklerne. Det havde været en rigtig god tur og nu trængte vi til en tur i swimmingpoolen!
Gitte og Marie havde bestilt massage kl. 6 og 7. Vi havde bestilt bord kl. 8 i restauranten, så der var tid til lidt computerarbejde og lidt snak over en god flaske rødvin, inden Marie var færdig med massagen efter kl. 8. Massagen havde vist været en speciel oplevelse, idet meget af massagen var med varme og kolde sten.
Hans hoppede på en bøf og vi andre på en pastaret. Det smagte super. Og rødvinen ligeså...
Retur til vores værelser. Gitte og Hans havde hørt om en forfærdentlig togulykke i Buenos Aires med over 50 døde. Det måtte vi lige se lidt mere til. Heldigvis var der kommet internetforbindelse på værelset (strømafbrydelsen dagen før havde sikkert fået skik på elektronikken). Så vi kunne sidde og se DR nyhedsklippet fra Buenos Aires.
Så måtte vi lige sende en mail hjem og forsikre dem derhjemme om, at vi ikke var i Buenos Aires, så de ikke skulle gå og være bange.
I nat kunne vi sove længe, for vi skulle først afhentes ved hotellet kl. 10:45. Jeg forsøgte mig med hængekøjen ude på vores veranda. Det lykkedes også nogle timer men hver gang jeg var ved at falde godt i søvn, kom der gæster hjem. Og de larmede pænt nogle af dem.
Så jeg trak ind i værelset til Marie - og så gik det bedre med at sove.
